Ypperstepræsten: tarotkortets betydning og symbolik

Kortet kort fortalt

Kortets billede

I Sol da Alma Tarot er Ypperstepræsten en gammel mand med hvidt skæg, der sidder på stentrinene i en høj niche i en kirke eller et tempel. Han bærer en gylden krone og en rød messehagel med guldbroderier og et gyldent kors på brystet over en hvid tunika. Han løfter sin åbne højre hånd i en velsignende gestus, og med venstre hånd holder han en høj, gylden bispestav, der ender i et forarbejdet kors. Bag ham er væggen blågrøn, og højt oppe lukker et smalt, rundbuet vindue en lysstråle ind. Stenvæggene i siderne er slidte, med pletter af guld og rust. I de nederste hjørner ser to siddende eller knælende skikkelser op på ham: til venstre en skægget mand med et lyst sjal; til højre en anden skikkelse i blåt, broderet tøj, skåret over af kortets kant.

Rider-Waite-Smith fra 1909 har den samme opbygning, og det er den, Sol da Alma-maleriet tager udgangspunkt i: manden, der sidder på et højt sted, klædt i rødt, med hånden løftet til velsignelse, bispestaven med korset, de to skikkelser i forgrunden. Men forskellene er mange. I RWS bærer Hierofanten en tiara med tre kroner og velsigner med to løftede fingre; staven har et tredobbelt kors; han sidder mellem to grå søjler; de to skikkelser er munke med tonsur, set bagfra, i dragter dekoreret med roser og liljer; og ved hans fødder ligger to krydsede nøgler. I Sol da Alma er tiaraen blevet til en krone, velsignelsen gives med hele hånden, søjlerne er afløst af en niche med et lysvindue, og nøglerne kan ikke ses tydeligt.

I Marseille-tarotten hedder kortet Le Pape: Paven med tredobbelt tiara og et kors med tre tværbjælker, siddende mellem to søjler, mens han velsigner to mindre skikkelser foran sig, der vender ryggen til beskueren. Det er den scene, Sol da Alma-bordet beskriver – den ydre lærer mellem to søjler, foran to disciple.

Symbolikken, detalje for detalje

Alt i dette kort taler om overlevering: om noget, der kommer ned fra oven, går gennem en person og når frem til andre. Hvert element føjer en nuance til den idé.

Den velsignende hånd

Undervisningen, rådet, godkendelsen. Det er gestussen hos den, der giver videre, ikke hos den, der befaler. I RWS to løftede fingre; i Sol da Alma hele den åbne hånd.

Bispestaven med korset

Den åndelige autoritet og ansvaret for at vejlede. I RWS er korset tredobbelt, tegn på en magt, der strækker sig over flere planer.

Kronen eller tiaraen

Den autoritet, et fællesskab anerkender. Ypperstepræsten udnævner ikke sig selv: han bliver valgt og accepteret.

De to skikkelser

Disciplene, eleverne, de troende – dem, der modtager undervisningen. De er to, fordi traditionen er fælles: der er ingen lærer uden nogen, der lærer.

De krydsede nøgler

I RWS ved Hierofantens fødder: Sankt Peters nøgler, magten til at åbne og lukke, til at give adgang til viden og til det hellige.

Søjlerne eller nichen

Templet, institutionen, den struktur, der bevarer traditionen. I Sol da Alma siger nichen af slidt sten, at denne struktur er gammel.

Lysvinduet

En detalje, der er særlig for Sol da Alma: lyset, der kommer fra oven og går gennem en smal åbning. Den sande lære er dette lys og ikke væggene.

Messehagelens røde farve

Hengivelsen, forpligtelsen, livet sat i tjeneste for en sag. Nedenunder taler tunikaens hvide farve om hensigten.

Trinene

Hierarkiet og vejen: der er niveauer af viden, og man stiger fra det ene til det næste med tid og læring.

Ypperstepræstens historie

I tarotspillene fra 1400-tallet var dette kort Il Papa – Paven, Kirkens højeste autoritet. Ved siden af Kejseren, Kejserinden og Pavinden fuldendte han verdens hierarki, sådan som datidens italienere så det: to verdslige magter, to åndelige magter. I Marseille-tarotten, der blev fastlagt mellem 1600- og 1700-tallet, hedder han Le Pape, med den tredobbelte tiara, korset med tre tværbjælker og to knælende tonsurerede foran sig.

Fordi han var en så udpræget religiøs skikkelse, blev Paven i nogle senere spil erstattet af andre personer for at undgå problemer med Kirkens autoritet. Okkultisterne i 1700- og 1800-tallet ville for deres del se ham som en præst for de gamle mysterier og ikke som overhoved for Kirken i Rom.

Navnet »Hierofant«, som kortet bærer i det engelske spil, kommer fra græsk og betyder ordret »den, der viser de hellige ting«. Det var titlen på den præst, der ledede mysterierne i Eleusis i det antikke Grækenland. Det var det navn, Arthur Edward Waite valgte til kortet i spillet fra 1909, tegnet af Pamela Colman Smith, i tråd med Golden Dawn, der havde tildelt det tegnet Tyren og bogstavet Vav. Billedet forblev meget tæt på Marseille-spillets Pave, men navnet ændrede betydningen: han er ikke længere overhoved for en kirke, men enhver lærer, der giver en traditionel viden videre. Det er sådan, Sol da Alma læser ham.

Ypperstepræsten opret: betydningen

Opret er Ypperstepræsten overleveringens kort. Det taler om det, man lærer af dem, der kom før: en lærer, en mester, en rådgiver, en tradition, en skole. Det siger, at der er en vej, der allerede er udstukket, og at det lige nu er værd at følge den – at lære reglerne, før man tænker på at ændre dem.

Det er også kortet for institutioner og formelle forpligtelser: ægteskabet, kontrakten, eksamensbeviset, løftet, ceremonien, der markerer en overgang. I en oplægning kan det varsle et af disse øjeblikke eller bede om, at man giver officiel form til noget, der hidtil har været uformelt.

Endelig taler Ypperstepræsten om tilhørsforhold og fælles værdier: familien, fællesskabet, troen, den gruppe, man deler et verdenssyn med. Kortet siger, at der er en ramme, der giver mening, og at man ikke behøver at opfinde det hele på ny. Dette korts styrke ligger i kontinuiteten.

Ypperstepræsten omvendt

Omvendt bliver Ypperstepræsten ikke sin egen modsætning: det er den samme tradition, der har mistet livet. Reglen består, men ingen ved længere hvorfor; undervisningen gentages uden at blive forstået; institutionen beskytter sig selv i stedet for at tjene. Kortet kan tale om dogme, konformisme, hykleri, pres for at følge det, andre forventer, eller om en rådgiver, der ikke fortjener den tillid, han får.

Det kan også tale om den modsatte reaktion: lysten til at bryde med reglerne, følge sin egen vej, sætte spørgsmålstegn ved autoriteten. Det er ikke altid negativt – der er traditioner, der trænger til at blive udfordret. Rådet er at skelne ånden fra bogstaven: bevare det, der stadig giver mening, og give slip på det, der kun gentages af vane.

Ypperstepræsten i kærlighed

I kærlighed er Ypperstepræsten kortet for den formelle forpligtelse: forlovelsen, brylluppet, beslutningen om at gøre et forhold officielt. Det taler om et traditionelt forhold med fælles værdier og planer tænkt på lang sigt, ofte godkendt af familien. For den, der er alene, kan det pege på et møde gennem venner, familie eller et fællesskab eller på en person med solide værdier.

Omvendt kan det tale om et forhold, der leves af pligt, om pres fra familien, om forskelle i værdier eller tro, der tynger parret. Det kan også pege på et ønske om at leve kærligheden på en mindre konventionel måde.

Ypperstepræsten i arbejde og økonomi

I arbejdet begunstiger Ypperstepræsten undervisning, uddannelse, læring hos en mere erfaren og de store institutioner: skoler, universiteter, den offentlige forvaltning, virksomheder med en solid kultur, religiøse organisationer eller foreninger. Det kan varsle et kursus, en certificering, en mentor eller optagelse i et team med klare regler. Det siger, at vejen er at følge procedurerne og lære af dem, der ved.

Med penge beder det om forsigtighed og konventionelle løsninger: banker, rådgivere, sikre produkter, kendte regler. Omvendt advarer det mod rådgivning med egne interesser, mod en institutions stivhed eller mod fristelsen til at omgå reglerne.

Ypperstepræsten i helbred og velvære

I spørgsmål om velvære minder Ypperstepræsten om, hvor vigtigt det er at følge et godt råd og holde fast i konsekvente vaner, lært af dem, der ved. Omvendt kan det tale om rutiner, der gentages uden overbevisning. Kortene erstatter ikke nogen form for sundhedsbehandling: læsningen handler om holdning og ikke om diagnose.

Ypperstepræsten i det åndelige liv

På den indre vej er Ypperstepræsten mesteren, traditionen, skolen: spiritualitet levet i fællesskab, med ritualer, tekster og overleveret lære. Kortet siger, at der er visdom i det, der er givet videre gennem generationer, og at det er værd at lære med ydmyghed. Hvor Ypperstepræstinden lærer os at lytte indadtil, lærer Ypperstepræsten os at lytte til dem, der allerede har gået vejen. Omvendt kan det pege på behovet for at finde sin egen vej uden for de nedarvede former – eller på risikoen for at følge en autoritet uden at sætte spørgsmålstegn ved den.

Ypperstepræsten som råd

Som råd siger Ypperstepræsten: lær af dem, der ved. Find en lærer, bed om et råd, følg den metode, der allerede har vist sig at virke. Påtag dig de forpligtelser, du skal påtage dig, og giv dem den rette form. Men hold ånden levende: følg reglen, så længe den tjener sit formål, og vær ikke bange for at spørge hvorfor.

Ypperstepræsten i en oplægnings positioner

I fortiden

En opdragelse, en tradition eller en lærer, der har præget personen; modtagne værdier, der stadig vejleder hende i dag.

I nutiden

Tiden til at lære, bede om råd eller påtage sig en formel forpligtelse.

I fremtiden

Et bryllup, en kontrakt, et kursus, optagelse i en institution eller en gruppe.

Som forhindring

Konformismen, en stiv regel, pres fra familien eller samfundet eller en dårlig rådgiver.

Som udfald

Officiel anerkendelse: det, man søgte, får form, legitimitet og plads.

Numerologi og korrespondancer

Femtallet er prøvelsen: firtallets form brydes, og der opstår gnidning eller mangel – det er trinnet, der tvinger én til at bevæge sig. Efter Kejseren, der lukker den materielle orden, åbner Ypperstepræsten den mod en anden dimension: meningen, værdierne, det, der ikke kan ses. Det er beviset på, at strukturen alene ikke er nok. Men det er også udfordringens tal: undervisningen har kun værdi, hvis den, der modtager den, sætter den på prøve.

I Golden Dawn-traditionen svarer kortet til tegnet Tyren – et jordtegn for vedholdenhed, tålmodighed og det, der varer – og til det hebraiske bogstav Vav, hvis navn betyder »søm« eller »krog«: det, der forbinder én ting med en anden. Ypperstepræsten er præcis dette: leddet mellem det, der er oppe, og det, der er nede, mellem den gamle viden og den, der skal modtage den.

Kombinationer med andre kort

• De Elskende — Ægteskab eller formel forpligtelse; en velsignet og anerkendt forening.
• Kejseren — Institutioner, autoritet og regler; en meget fast, undertiden stiv struktur.
• Ypperstepræstinden — Den ydre og den indre viden sammen: dybe studier, en indvielse, en sand lærer.
• Retfærdighed — Juridiske spørgsmål og kontrakter; beslutninger truffet efter reglerne.
• Narren — At bryde med traditionen, følge sin egen vej uden for de etablerede regler.
• Djævelen — Dogme, afhængighed af en autoritet eller en gruppe; en institution, der binder.
• Eneboeren — En vis lærer, en åndelig vejleder, søgen efter dybt råd.
• To i Bægre — En forening, der gøres officiel; forlovelsen, brylluppet.
• Tre i Pentakler — At lære et håndværk hos en mester; anerkendt arbejde i en institution.
• Fem i Sværd — Konflikt med autoriteten eller med en gruppe; regler, der splitter.
• Page i Stave — En begejstret elev, et nyt kursus, nyheder om en uddannelse.