Djævelen: tarotkortets betydning og symbolik

Kortet kort fortalt

Billedet på kortet

I Sol da Alma Tarot har Djævelen et gedehoved med to store, snoede vædderhorn, lange ører og et omvendt pentagram tegnet i panden; over hornene lyser en lille stjerne. Kroppen er dækket af gylden pels, og den sidder med krydsede ben oven på en blok af sort sten med to enorme flagermusvinger udbredt bag sig. Den højre hånd er strakt frem med håndfladen opad og lader en lænke hænge ned fra fingrene; den venstre hviler på knæet. Baggrunden er mørk, med et grønblåt skær bag hovedet. I blokkens forside sidder en stor jernring. Nedenfor, ved foden af blokken, står to små figurer, en kvinde og en mand, næsten nøgne – kun med et klæde om livet –, med horn og krøllede haler; hver har en lænke om halsen, som hænger slapt og løber hen ad jorden til blokkens fod. Mellem de to brænder en fakkel på et højt jernstativ. En anden lænke hænger fra toppen af stenen ned til jorden.

I Rider-Waite-Smith fra 1909 er kompositionen i det væsentlige den samme, men tonen er en anden: et væsen med gedeansigt, et omvendt pentagram i panden og flagermusvinger sidder på hug på en mørk halvkube med højre hånd løftet og en fakkel vendt nedad i den venstre. Fastgjort til kuben med lænker om halsen står en nøgen mand og en nøgen kvinde med horn og haler – hans ender i en flamme, hendes i en drueklase. Det er en dyster parodi på De Elskende, hvor det samme par optrådte under en engel. Sol da Alma følger denne orden – skikkelsen øverst, stenen, parret nedenfor – og mange af detaljerne: det omvendte pentagram, parret med horn og haler, lænkerne om halsen, ringen i blokken. Men den lader Djævelen sidde med krydsede ben, giver den en lænke i den åbne hånd i stedet for faklen, placerer ilden på et højt stativ mellem de to figurer, dækker dem med et klæde om livet og giver dem krøllede haler uden flammen og druerne.

I Marseille-tarotten er Le Diable en underlig og næsten grotesk skikkelse: den har flagermusvinger, horn og bryster og står på en slags piedestal med den ene arm løftet og den anden holdende en stav. Ved dens fødder er to små djævle med horn, spidse ører og hale bundet til piedestalen med reb om halsen. Også her er rebene løse.

Symbolikken, detalje for detalje

Næsten alt i dette kort handler om forskellen mellem at være bundet og at føle sig bundet. Hvert element viser en side af den idé.

De løse lænker

Kortets hjerte. Ingen har låst hængelåsene: båndet holder, fordi man selv går med til det – af frygt, af bekvemmelighed, for nydelsens skyld eller af vane. Derfor er Djævelen trods alt et kort om ansvar: det, der binder os, kan også slippes.

Gedehovedet

Instinktet, begæret, kroppens dyriske kraft. Gedebukken var i middelalderens billedverden liderlighedens og stædighedens dyr; her er den også den livsenergi, som ingen kan fjerne, kun styre.

Hornene

Magt og aggressivitet, men også frugtbarhed. De to figurer nedenfor har små horn og haler: de begynder at ligne det, der hersker over dem.

Flagermusvingerne

Vinger fra et natdyr, det modsatte af englenes fuglevinger i tarotten. De taler om det, der lever i skyggen, og om det, man helst ikke vil se i dagens lys.

Piedestalen af sort sten

Stoffet, tungt og uigennemsigtigt. Det er et højt sted, men også en blok uden udgang: den, der sætter sig på den, bliver bundet til sin egen trone.

Den åbne hånd

I Sol da Alma er hånden strakt frem med håndfladen opad og lader en lænke hænge: den tilbyder og binder i samme bevægelse. Det er fristelsen i sin reneste form – den tvinger ikke, den foreslår. I Rider-Waite-Smith minder den løftede hånd om en velsignelse, der gøres omvendt.

Faklen

Begærets og lidenskabens ild. I Rider-Waite-Smith, vendt nedad i Djævelens hånd, er det spildt energi; i Sol da Alma brænder den på et højt stativ mellem de bundne figurer – et lys inden for deres rækkevidde, som kunne vise dem vejen ud.

De to figurer

Menneskeparret, de dele af personen, der bliver holdt fanget. De står oprejst og ser ikke ud til at lide: det er det præcise portræt af en afhængighed, der ikke længere føles som afhængighed.

Pentagrammet i panden

Et omvendt pentagram med én spids nedad, som i Rider-Waite-Smith: for okkultisterne et symbol på stoffet sat over ånden. Over hornene, på den mørke himmel, lyser der alligevel en lille stjerne.

Den mørke baggrund

Natten, stedet for det skjulte. Men det grønblå lys bag hovedet minder om, at kortet ikke kun er mørke: det er også kraft, vitalitet og livslyst.

Historien om Djævelen

Djævelen har været en del af rækken af trumfer siden de italienske spil i 1400-tallet, selv om vi ikke kender ham fra dem alle. I de spil, der blev malet til familierne Visconti og Sforza i Milano omkring 1450, og som er nået frem til os ufuldstændige, mangler netop to store kort – Djævelen og Tårnet. Vi ved ikke, hvordan de så ud, og det er klogt ikke at digte noget.

I tarocchi-spillet indtog Djævelen den plads, som tidens kristne forestillingsverden gav ham: en høj magt, men under himmellegemerne og Dommedag. Rækkefølgen af de sidste kort – Djævelen, Tårnet, Stjernen, Månen, Solen, Dommen, Verden – kan næsten læses som en opstigning fra mørket til lyset, og sådan har mange læsere senere forstået den.

I Marseille-spillene, der fik deres faste form mellem 1600- og 1700-tallet, fik Le Diable den underlige skikkelse, man stadig kender i dag – tvekønnet, bevinget, med to små djævle bundet med reb. I 1800-tallet tegnede Éliphas Lévi sin figur af Bafomet, et væsen med gedehoved, vinger, et pentagram i panden og en løftet arm. Det var dette billede, Arthur Edward Waite og Pamela Colman Smith tog udgangspunkt i i 1909 for deres Djævel – og de føjede det lænkede par til, tydeligt i familie med parret i De Elskende.

Golden Dawn gav i slutningen af 1800-tallet kortet stjernetegnet Stenbukken og det hebraiske bogstav Ayin. Det var også den okkulte tydning, og senere den psykologiske i 1900-tallet, der holdt op med at se en simpel dæmon i kortet og i stedet så skyggen: alt det, man ikke vil erkende i sig selv, og som derfor styrer én.

Djævelen opret: betydningen

Opret er Djævelen båndets kort. Det peger på det, der binder den, der spørger: et forhold, der ikke længere gør godt, men som man ikke kan komme ud af, et arbejde, man kun holder ud for pengenes skyld, en vane, en last, en gæld, en besættelse, en frygt, der bestemmer over beslutningerne. Det, der gør det farligt, er, at det som regel er behageligt eller bekvemt – og derfor bliver man.

Det er også kortet for stoffets magt, og her er ikke alt negativt. Djævelen taler om ambition, seksuelt begær, personlig udstråling, lysten til at vinde og til at eje. I et spørgsmål om penge eller tiltrækning kan det være et kort for styrke og endda for succes – på betingelse af, at man ved, hvem der bestemmer over hvem. Faren er ikke begæret; det er pagten, der indgås uden at læse det med småt.

I mange oplægninger peger kortet desuden på manipulation: nogen, der kontrollerer, forfører eller holder en anden fast gennem følelsesmæssig eller økonomisk afhængighed. I så fald beder kortet om, at man ser klart, hvilket spil der bliver spillet. Og det minder altid om det samme: lænkerne er løse. Den, der erkender dem, kan tage dem af.

Djævelen omvendt

Omvendt forvandler Djævelen sig ikke til en engel. Det er det samme bånd, men set fra en anden vinkel: knuden begynder at løsne sig. Ofte er det kortet for det øjeblik, hvor man kalder afhængigheden ved navn – og den erkendelse er begyndelsen på befrielsen. En vane, der brydes, et forhold, man går ud af, en gæld, man begynder at betale af på, en skygge, man accepterer i stedet for at skjule den.

Der findes dog en tungere tydning. Omvendt kan Djævelen vise afhængigheden helt uden forklædning: overdrivelsen, der ikke længere skjuler sig, tabet af kontrol, båndet, der strammer netop fordi man kæmper dårligt imod det. Nabokortene fortæller, hvilken af de to veje der er i gang. I begge tilfælde er budskabet det samme: det, der var ubevidst, er nu synligt, og man kan ikke længere lade, som om det ikke findes.

Djævelen i kærlighed

I kærlighed er Djævelen kortet for den intense tiltrækning: kemi, begær, fysisk lidenskab, en forbindelse, der er svær at slippe. Det kan tale om et meget sanseligt og levende forhold – og også om et forhold, hvor begæret har taget pladsen fra alt andet. For den, der er alene, varsler det ofte en stærk og pludselig tiltrækning, som man gør klogt i at se på med begge øjne åbne.

Den mørke side er den følelsesmæssige afhængighed, jalousien, besiddertrangen, forholdet, der fortsætter af frygt for at blive alene. Kortet kan også pege på et skjult forhold eller en trekant. Omvendt viser Djævelen ofte det øjeblik, hvor den ene af de to indser, at vedkommende er bundet, og begynder at komme ud – eller ønsket om at genvinde friheden inden for selve forholdet.

Djævelen i arbejde og økonomi

I arbejdet taler Djævelen om ambition, magt og konkurrence, og kortet kan være gunstigt for dem, der arbejder med forretning, salg eller penge. Men det beskriver også jobbet, man hader og ikke kommer væk fra, chefen, der kontrollerer for meget, et miljø med pres og magtspil, overarbejdet, man accepterer af frygt. I et spørgsmål om et tilbud beder det om, at man læser kontrakten grundigt.

Hvad penge angår, er det et kort med megen bevægelse og lidt forsigtighed: tvangsprægede udgifter, gæld, lån, der bliver fornyet, fristelsen ved den lette gevinst. Det kan også pege på penge, der kommer ind, men med en høj personlig pris. Omvendt varsler det som regel vejen ud af en stram økonomisk situation – forudsat at man ændrer den vane, der skabte den.

Djævelen i helbred og velvære

I spørgsmål om velvære taler Djævelen om overdrivelser og vaner, der tynger – at spise, drikke, arbejde eller hænge på mobilen mere, end godt er. Omvendt er det ofte tiden til at bryde med en af de vaner. Kortene erstatter ikke nogen form for sundhedsbehandling: tydningen taler om holdninger og tendenser, ikke om diagnoser.

Djævelen i det åndelige liv

På den indre vej er Djævelen mødet med skyggen: begærene, frygtene og de dele af én selv, man helst var foruden. Kortet beder ikke om, at man kæmper blindt imod dem, men om at man ser dem lige i øjnene. Mange traditioner siger, at kun den, der kender det, der binder, kan blive fri. Her begynder det åndelige arbejde netop dér – med at give lænkerne et navn.

Djævelen som råd

Som råd siger Djævelen: se, hvad der binder dig. Spørg dig selv, hvad du får ud af det, der skader dig, og hvad du ville være nødt til at slippe for at komme ud. Det er ikke et råd om skyld, det er et råd om klarsyn – og nogle gange også om at acceptere sit eget begær, uden skam, men med grænser. I visse spørgsmål siger det desuden: brug din styrke og din ambition, men sælg ikke din sjæl for resultatet.

Djævelen i oplægningens positioner

I fortiden

En afhængighed, et forhold eller en forpligtelse, der har præget personen, og hvis vægt stadig kan mærkes.

I nutiden

Et aktivt bånd: noget eller nogen har lige nu stor magt over den, der spørger, og det er vigtigt at forstå hvorfor.

I fremtiden

En fristelse, der nærmer sig – et tilbud, en lidenskab, en gevinst – som kræver forsigtighed, før man siger ja.

Som forhindring

Frygten, vanen eller tilknytningen, der forhindrer én i at komme videre; ofte det, som personen ikke vil give afkald på.

Som udfald

Hvis intet ændrer sig, bliver båndet stærkere. Hvis der er bevidsthed, er udfaldet magten til at vælge – og til at blive eller gå af egen fri vilje.

Numerologi og korrespondancer

Tallet XV kan reduceres til 6 (1 + 5), og mange læsere forbinder derfor Djævelen med De Elskende, kort VI: i det ene valget truffet med hjertet; i det andet valget, der ikke længere er frit. Rider-Waite-Smith understreger slægtskabet med det samme menneskepar i begge kort. I Golden Dawns tradition svarer Djævelen til Stenbukken – et jordtegn for ambition, struktur og materielle ting – og til det hebraiske bogstav Ayin, hvis navn betyder »øje«: kortet beder netop om, at man ser. Elementet er Jord, stoffet i al sin kraft.

Kombinationer med andre kort

• De Elskende — En lidenskab, der binder: meget stærk tiltrækning, et begær, der vejer tungere end det frie valg.
• Tårnet — Båndet, der brister pludseligt – ofte med et brag, men med befrielse i sigte.
• Styrke — Den indre styrke, der kan tæmme en last eller en impuls; instinktet styret i stedet for undertrykt.
• Mådehold — Den gyldne middelvej: at dæmpe overdrivelsen uden at fornægte begæret.
• Fire i Pentakler — Tilknytning til penge eller ejendele; en frygt for at miste, der binder mere, end den beskytter.
• Otte i Sværd — At føle sig fanget uden at se en udvej – men som i begge kort er båndene løsere, end de ser ud.
• Syv i Bægre — Illusioner, fantasier og fristelser: mange valg, og ikke alle er virkelige.
• Ti i Pentakler — Rigdom eller arv med bånd: familiepenge, der kommer med betingelser.
• Månen — Bedrag og frygt i forening: hemmeligheder, manipulation, en uklar situation, som man ikke bør acceptere i blinde.
• Solen — Skyggen bragt frem i lyset: det skjulte afsløres og mister dermed sin magt.
• Ni i Stave — En træt modstand; at blive i en situation af stædighed og ikke af valg.