Ypperstepræstinden: tarotkortets betydning og symbolik

Kortet kort fortalt

Kortets billede

I Sol da Alma Tarot er Ypperstepræstinden en ung kvinde med sænket, næsten lukket blik, svøbt i en stor mørkeblå kappe med hætte, der breder sig ud over gulvet omkring hende. På hovedet bærer hun en sølvkrone med perler: en fuldmåne i midten mellem to halvmåner, der vender udad. På brystet et gyldent kors. Med begge hænder holder hun en åben, lys pergamentrulle, hvorpå intet kan læses. Hun sidder mellem to høje søjler, begge lyse, bemalet med løvværk og røde blomster eller frugter og med forgyldte kapitæler. Bag hende en blågrøn væg dekoreret med gyldne ranker og en lille stjerne; i siderne mørke forhæng, og øverst to røde lanterner, der hænger ned. På gulvet ved kappen skinner en lille gylden halvmåne.

Rider-Waite-Smith fra 1909 har den samme opbygning, og det er den, Sol da Alma-maleriet tager udgangspunkt i: kvinden, der sidder mellem to søjler, med den blå kappe, kronen med fuldmånen mellem to halvmåner, korset på brystet, rullen i hænderne og halvmånen ved fødderne. Men der er vigtige forskelle. I RWS er den ene søjle sort og den anden hvid, mærket med bogstaverne B og J; bag hende hænger et slør mellem søjlerne, dekoreret med granatæbler og palmeblade; og på rullen kan man, halvt skjult, læse ordet »TORA«. I Sol da Alma har de to søjler samme farve og ingen bogstaver, og sløret er afløst af en udsmykket væg; rullen er helt åben og blank.

I Marseille-tarotten hedder kortet La Papesse: en kvinde med den pavelige tiara med tre kroner, siddende, med en stor åben bog i skødet og et slør eller forhæng bag hovedet. Det er den samme scene, som Sol da Alma-bordet beskriver – kvinden, der ikke taler, og som vogter. Dér er der hverken måne eller sorte og hvide søjler: der er en kvindelig religiøs autoritet, der studerer i tavshed.

Symbolikken, detalje for detalje

Næsten alt i dette kort handler om det skjulte, og om det, der åbenbares for den, der forstår at vente. Hvert element føjer en nuance til den idé.

Tavsheden og det sænkede blik

Opmærksomheden vendt indad. Ypperstepræstinden iagttager ikke verden: hun lytter til den. Det er kortet for den, der opfatter mere, end hun siger.

Rullen eller bogen

Viden, studier, den skrevne lov. I RWS står der »TORA«, loven; i Sol da Alma er rullen blank – det, hun ved, er ikke skrevet, eller er endnu ikke blevet skrevet.

Kronen med de tre måner

Den tiltagende, fulde og aftagende måne: cyklusserne, tiden, der forandrer tingene uden hast, intuitionen, der følger livets faser.

Halvmånen ved fødderne

Månen, kortets himmellegeme: følelsernes, drømmenes og det ubevidstes verden. Den ligger ved hendes fødder, fordi hun kender den og ikke lader sig rive med af den.

De to søjler

I RWS en sort og en hvid: modsætningerne – dag og nat, aktiv og passiv, det, der viser sig, og det, der skjuler sig. Bogstaverne B og J er forbogstaverne i Boas og Jakin, søjlerne i Salomons tempel. I Sol da Alma lægger de ens søjler vægten på tærsklen og ikke på modsætningen.

Sløret eller den udsmykkede væg

Det, der ligger hinsides, og som endnu ikke kan ses. I RWS taler slørets granatæbler om skjult frugtbarhed; i Sol da Alma har de gyldne ranker på det blå samme betydning: der er liv bagved.

Korset på brystet

Balancen og forbindelsen mellem det høje og det lave. Det er også et mærke for den religiøse autoritet, kortet havde i de gamle spil.

Den blå kappe

Vandet, roen, dybden. Den breder sig over gulvet som en sø: alt omkring hende er stille.

Lanternerne

En detalje, der er særlig for Sol da Alma: små, beskyttede lys, der oplyser uden at udstille.

Ypperstepræstindens historie

I de italienske spil fra 1400-tallet var dette kort La Papessa – Pavinden, en kvinde i ordensdragt med pavelig tiara. I Visconti-Sforza-spillet, malet i Milano omkring 1450, optræder hun med en bog og et kors. Ingen ved med sikkerhed, hvad hun forestillede for dem, der malede hende: nogle forbinder hende med middelalderlegenden om pave Johanna, kvinden, der skulle være blevet pave forklædt som mand, og andre ser i hende en allegorisk skikkelse for Kirken eller Troen. Ingen af disse tolkninger er bevist.

I Marseille-tarotten, der blev fastlagt mellem 1600- og 1700-tallet, hedder kortet La Papesse og bevarer tiaraen, den åbne bog og sløret. I lang tid var hun en ubekvem skikkelse: i nogle senere spil blev Pavinden og Paven, for at undgå problemer med den kirkelige autoritet, erstattet af andre personer.

Det var okkultisterne i 1700- og 1800-tallet, der gjorde Pavinden til en præstinde for gamle mysterier og fjernede hende fra Kirken. Golden Dawn forbandt hende med Månen og bogstavet Gimel og gav hende rollen som vogter af den skjulte viden. I spillet fra 1909 kaldte Arthur Edward Waite og Pamela Colman Smith hende The High Priestess og tegnede hende med månekronen, templets søjler og lovens rulle. Det er den model, Sol da Alma-maleriet tager udgangspunkt i.

Ypperstepræstinden opret: betydningen

Opret er Ypperstepræstinden kortet for den viden, der endnu ikke viser sig. Det siger, at der i situationen er noget skjult – et faktum, der ikke er kommet frem, en følelse, der ikke er blevet sagt, et svar, der er ved at tage form. Det beder personen om ikke at tvinge noget: at iagttage, lytte og lade tingene modnes. Det, der skal åbenbares, åbenbares i sin tid.

Frem for alt er det intuitionens kort. Det taler om det, man ved uden at kunne forklare, om fornemmelser, der senere bekræftes, om drømme, der giver fingerpeg. I en oplægning antyder det, at personen bør stole mere på sin indre fornemmelse end på andres meninger.

Det taler også om studier, diskretion og forbehold. Det kan pege på en periode med stille læring, en hemmelighed, som man gør klogt i at bevare, en vis og fåmælt person, der ved mere, end hun siger. Tavsheden i dette kort er ikke tom: den er frugtbar. Det er tiden, hvor frøet ligger under jorden.

Ypperstepræstinden omvendt

Omvendt bliver Ypperstepræstinden ikke sin egen modsætning: det er den samme tavshed, som er holdt op med at vogte noget. Tilbagetrukketheden bliver til afstand, diskretionen til kulde, hemmeligheden holder op med at beskytte og begynder at tynge. Kortet kan tale om en person, der lukker sig inde og ikke lader nogen komme nær, om oplysninger, der holdes tilbage af frygt eller beregning, om en viden, der aldrig sættes på prøve.

Ofte taler det om personens eget forhold til sin intuition: hun ved, hvad hun føler, men vil ikke lytte; eller hun er holdt op med at stole på sig selv og søger udenfor efter de svar, hun kun kan finde indeni. Det kan også pege på hemmeligheder, der er ved at komme op til overfladen. Rådet er at begynde at lytte igen – og, hvis det er tilfældet, endelig at sige det, man tier om.

Ypperstepræstinden i kærlighed

I kærlighed taler Ypperstepræstinden om en diskret, dyb og ofte tavs forbindelse. Det kan være en følelse, der endnu ikke er erklæret, en tiltrækning, der ikke bliver sagt, et forhold, der leves skjult for andres øjne. For den, der er alene, opfordrer det til tålmodighed: den rette person kan allerede være i nærheden, men øjeblikket er endnu ikke kommet. Det kan også beskrive en reserveret, gådefuld person, der er svær at læse.

I et forhold beder det om lydhørhed og intuition: at fornemme det, den anden ikke siger. Omvendt advarer det mod følelsesmæssig afstand, hemmeligheder mellem parret, kulde eller et skjult forhold, der begynder at tynge dem, der lever i det.

Ypperstepræstinden i arbejde og økonomi

I arbejdet begunstiger Ypperstepræstinden studier, forskning, analyse og alle de fag, der kræver diskretion, lydhørhed eller dyb viden: undervisning, forskning, rådgivning, terapi, arkiver, skrivning. Ved en beslutning beder det om ikke at handle, før man har alle oplysningerne – der er data, der endnu ikke er kommet frem. Det kan pege på igangværende forhandlinger, som man gør klogt i ikke at afsløre for tidligt.

Med penge er det et kort for forsigtighed og forbehold: at spare op, ikke udstille, ikke træffe beslutninger i hast. Omvendt advarer det om skjulte oplysninger i en handel, om en klausul, der ikke er blevet læst, eller om en beslutning, der udskydes af frygt for at se tallene i øjnene.

Ypperstepræstinden i helbred og velvære

I spørgsmål om velvære taler Ypperstepræstinden om hvile, søvn, rytmer og om at lytte til kroppen: at opfatte signalerne, før de bliver generende. Omvendt minder det om den træthed, man overser, eller tendensen til at holde alt for sig selv. Kortene erstatter ikke nogen form for sundhedsbehandling: læsningen handler om holdning og ikke om diagnose.

Ypperstepræstinden i det åndelige liv

På den indre vej er Ypperstepræstinden måske spillets vigtigste kort. Hun står for den viden, der kommer af tavsheden: meditationen, kontemplationen, bønnen, den langsomme læsning, drømmene, alt det, man lærer uden larm. Hun er døren til det, der ligger bag sløret – ikke ved kraft, men ved tålmodighed. Hun siger, at svarene allerede er derinde, og at opgaven er at lære at høre dem. Omvendt kan kortet pege på en praksis, der udøves i hast, eller på mistillid til ens egen intuition.

Ypperstepræstinden som råd

Som råd siger Ypperstepræstinden: vent og lyt. Tving ikke et svar frem, udstil ikke det, der stadig er ved at tage form, tal ikke for tidligt. Stol på det, du føler, også selv om du ikke kan forklare det. Og behold for dig selv det, der kun angår dig: ikke alt behøver at blive delt for at være sandt.

Ypperstepræstinden i en oplægnings positioner

I fortiden

En periode med tilbagetrukkethed eller studier, der forberedte det nuværende øjeblik, eller en gammel hemmelighed, der stadig tynger.

I nutiden

En fase med aktiv venten: der er ting, man endnu ikke ved, og intuitionen ved mere end fornuften.

I fremtiden

En åbenbaring på vej eller en tid med læring og indadvendthed.

Som forhindring

Manglende oplysninger, en hemmelighed, afstand til en anden person eller en afvisning af at lytte til sin egen intuition.

Som udfald

Forståelse: det, der var skjult, bliver klart, og personen forstår det, hun havde brug for at forstå.

Numerologi og korrespondancer

Totallet er parret og valget: to ting stillet over for hinanden, som afbalancerer eller måler sig mod hinanden. Efter Magikerens ettal, der bekræfter, modtager og spejler totallet. Derfor sidder Ypperstepræstinden mellem to søjler: det er balancens sted mellem modsætningerne, hvor intet endnu er afgjort. Hun vælger ikke side; hun vogter dem begge.

I Golden Dawn-traditionen svarer hun til Månen – himmellegemet for cyklusser, tidevand, følelser og hukommelse – og til det hebraiske bogstav Gimel, hvis navn ofte forbindes med kamelen, dyret, der krydser ørkenen med det vand, det har brug for, i sig. Billedet passer godt til kortet: Ypperstepræstinden er den, der krydser tiden med sine reserver gemt i sig selv.

Kombinationer med andre kort

• Magikeren — Viden og handling: det er tid til at omsætte det, man har lært i tavshed – eller til at lytte, før man handler.
• Månen — Meget stærk intuition, betydningsfulde drømme; eller hemmeligheder og illusioner, som man må skelne imellem.
• Stjernen — En intuition, der giver håb; at stole på det, man føler, fører i sikker havn.
• Eneboeren — Tilbagetrækning, studier, dyb indre søgen; en tid til at være alene.
• Ypperstepræsten — Den indre viden og den overleverede viden: formelle studier, en indvielse, en lærer.
• Tårnet — En hemmelighed, der pludselig kommer op til overfladen; en åbenbaring, der ryster.
• De Elskende — En endnu ikke erklæret kærlighed, en tavs tiltrækning.
• Es i Bægre — En ny og dyb følelse, der endnu ikke er blevet sagt.
• Syv i Sværd — Skjulte oplysninger, et spil med hemmeligheder; man gør klogt i ikke at tro på alt, hvad man hører.
• Syv i Bægre — Fantasi og dagdrømme: at skelne den ægte intuition fra illusionerne.
• Fire i Pentakler — For meget forbehold: at holde alt for sig selv, af forsigtighed eller af frygt for at miste.