Otte i Bægre: tarotkortets betydning og symbolik

Kortet kort fortalt

Kortets billede

I Sol da Alma Tarot foregår scenen på en strand om natten. En mand med gråt hår og hvidt skæg, med en rød kappe holdt sammen ved skulderen af et rundt spænde, går hen mod beskueren, støttet til en træstav. Han har efterladt vandkanten og bægrene, hans ansigt er alvorligt og blikket rettet frem; i sandet ses fodspor. Bag ham står de otte gyldne bægre: fire på rad i sandet og fire andre stablet oven på hinanden i en smal søjle på en klippe til højre. En stor, gullig fuldmåne lyser op på den mørkeblå himmel og tegner en lysende sti på vandet. Til højre rejser sig høje klinter; i forgrunden ses totter af tørt klitgræs og sten.

Rider-Waite-Smith fra 1909 giver den samme idé på en anden måde. Dér står de otte bægre i forgrunden, fem nederst og tre øverst, med et tomt rum imellem, som om der manglede ét. Manden, også i rød kappe og med røde støvler, har ryggen til beskueren og er allerede på vej op ad et stenet terræn mod mørke bjerge, langs en flod, med en stav i hånden. På himlen er månen en skive med en halvmåne og et ansigt i profil med lukkede øjne. Maleriet i Sol da Alma bevarer den røde kappe, staven, natten, månen og de efterladte bægre, men viser manden forfra, gående mod beskueren, bytter bjergene ud med havet og deler bægrene i to grupper – en række på jorden og et tårn på klippen – i stedet for originalens ene stabel.

I Marseille-tarotten er der, som i alle de nummererede små arkaner i det spil, ingen scene: kun otte bægre anbragt symmetrisk, flettet sammen af stiliserede ranker og blomster. Skikkelsen af den rejsende, der vender ryggen til, er en opfindelse fra Rider-Waite-Smith, og det er fra den, næsten al den betydning, man i dag giver kortet, er udsprunget.

Symbolikken, detalje for detalje

Alt i dette kort handler om én og samme ting: den afstand, man tager til det, man havde. Hver detalje tilføjer en nuance.

Bægrene bag ryggen

I Sol da Alma går manden hen mod beskueren, og bægrene står bag ham: han vender ikke længere ansigtet mod det, han har forladt. Ansigtet er alvorligt, og blikket går fremad. Beslutningen er truffet; det, der mangler, er vejen.

De hele bægre

Intet af dem er knust eller væltet. Det, man forlader, er ingen ruin – det er noget, der måske endda fungerede, men som ikke længere giver mening. Det er det, der adskiller dette kort fra Fem i Bægre, hvor der er væltede bægre.

Bægrene delt i to grupper

I Sol da Alma fire i sandet og fire i et tårn på klippen: det, der er samlet op på livets jord, og det, der er stablet op med møje. Hverken det ene eller det andet holder ham tilbage.

Den røde kappe

Livet, blodet, den vilje, der stadig er der. Den, der går, går ikke tomhændet: han tager den varme med sig, som bægrene ikke længere gav ham.

Staven

Støtten for den, der skal gå en lang vej. Det er et gennemtænkt opbrud, ikke et løb.

Det grå hår

I Sol da Alma ser man hans ansigt: gråt hår, hvidt skæg. Den rejsende er ikke ung, men en person med en fortid. Kortet taler ofte om et opbrud, der sker med erfaring, efter lang tids forsøg.

Månen

Natten, den indre tid, intuitionen, der leder, når der ikke længere er klart lys. Beslutningen om at gå træffes sjældent ved højlys dag; den modnes i mørket.

Lysets sti på vandet

En retning, der ikke er fast som en vej, men som kan ses. I Sol da Alma ligger den bag manden, ved bægrene: han går ikke længere mod vandet, han kommer op af det og ind på fast grund.

Fodsporene i sandet

Det, der er blevet aftegnet af den vej, der allerede er gået. Tidevandet vil slette dem: fortiden forsvinder ikke, men den holder op med at bestemme.

Klinterne og havet

Det sted, manden forlader: vandet, følelsen, det kendte. I Rider-Waite-Smith går den rejsende mod bjergene; her lader han havet og klinterne ligge bag sig og følger en vej, der endnu ikke kan ses.

Historien om Otte i Bægre

Bægrenes farve er lige så gammel som tarotten. De første spil, malet i Norditalien i 1400-tallet – de milanesiske, lavet til familierne Visconti og Sforza omkring 1450, er de mest kendte –, havde allerede de fire latinske farver: bægre, mønter, sværd og stave. I de spil, og senere i Marseille-spillene, der fik deres faste form mellem 1600- og 1700-tallet, var Otte i Bægre blot det: otte bægre tegnet på kortet, uden figur og uden historie. Det blev brugt til at spille tarocchi, ikke til at spå.

Betydningen af »opbrud« er moderne. Den kom fra den hermetiske orden Golden Dawn i slutningen af 1800-tallet, som gav hvert nummereret lille arkan en titel og en planet i et tegn. Otte i Bægre fik Saturn i Fiskene og titlen »Herren over den opgivne succes«: en sejr, man slipper, noget opnået, man lader bag sig. Arthur Edward Waite og Pamela Colman Smith, der kom fra det miljø, omsatte idéen til billede i spillet fra 1909 – det første vidt udbredte spil med scener på alle de små arkaner. Den rejsende i rød kappe, der går op mod bjergene, er deres værk.

I Thoth-spillet af Aleister Crowley og Frieda Harris hedder samme kort »Sløvhed« (Indolence): en hårdere læsning, der fremhæver trætheden og stilstanden frem for opbruddet. De fleste moderne spil, også Sol da Alma, har fulgt billedet fra Rider-Waite-Smith og læsningen af det stille opbrud.

Otte i Bægre opret: betydningen

Opret er Otte i Bægre kortet for at lade noget bag sig. Det taler om et øjeblik, hvor man indser, at det, man har investeret i – et forhold, et job, et sted, en måde at leve på –, ikke længere nærer en, og beslutter at gå. Ikke af vrede eller på grund af en pludselig krise, men af en slags klarsynet træthed: man har forsøgt, man har givet, hvad man kunne, og nu er tiden inde.

Det er et kort om at søge. Manden flygter ikke fra noget; han går ud for at finde noget andet, selv om han endnu ikke helt ved hvad. Det dukker ofte op, når det ydre liv er i orden, og der alligevel mangler mening: arbejdet går godt, men siger en ingenting, huset er fuldt, men tomt, vennerne er de samme, men samtalerne rækker ikke længere. Otte i Bægre er modet til at indrømme det.

Det er ikke et let kort. Det koster at gå, især når det, man forlader, har værdi i andres øjne. Derfor er det også et kort om selvvalgt ensomhed: den rejsende går alene, om natten, uden vidner. Men det er en ensomhed, der baner vejen. I Ottetallets filosofi – tallet for bevægelse, for det, der kommer i gang – er dette Vandet sat i bevægelse: følelsen, der er holdt op med at stå stille.

Otte i Bægre omvendt

Omvendt siger Otte i Bægre ikke det modsatte – »bliv, alt er godt«. Det siger, at det samme opbrud er bremset. Man ved, at man burde gå, og går ikke: af frygt, af vane, af skyld, fordi man ikke ved hvorhen. Man bliver stående ved bægrene, kigger op på månen, med staven i hånden. Det er tøven hos den, der indvendigt allerede er gået, men stadig bor samme sted.

Det kan også pege på en tilbagevenden: at vende tilbage til et forhold, et sted eller et projekt, man havde forladt. Nogle gange er det en fornuftig tilbagevenden – man indser, at man gik for tidligt. Andre gange er det et tilbagefald til det, man var kommet ud af, fordi der ikke var noget alternativ. Og så er der overdrivelsen: at gå fra alt, altid, uden nogensinde at blive længe nok til, at noget kan bære frugt. Under alle omstændigheder beder kortet om et ærligt spørgsmål – hvad er det egentlig, der holder mig fast, eller skubber mig væk?

Otte i Bægre i kærlighed

I kærlighed taler Otte i Bægre ofte om at glide fra hinanden. I et forhold kan det være det øjeblik, hvor den ene indser, at følelserne ikke længere er de samme, og begynder at trække sig, langsomt og uden larm – nogle gange uden endnu at have sagt noget. Det kan også være et roligt brud uden skyldige: to mennesker, der har givet, hvad de havde, og går hver sin vej. Det taler ikke altid om forholdets afslutning; nogle gange taler det om afslutningen på en fase i det, en måde at være sammen på, der er udtømt og må lades bag sig.

For den, der er alene, beder kortet om, at man giver slip på fortiden, før man søger en ny: en gammel kærlighed, der stadig fylder, et håb, der ikke længere giver mening. Omvendt er det at klamre sig til en, der ikke længere er tilgængelig, eller frem-og-tilbage i et forhold, hvor man går og kommer tilbage, uden at noget ændrer sig.

Otte i Bægre i arbejde og økonomi

I arbejdslivet er det det klassiske kort for den, der forlader et job, som fungerer, men ikke tilfredsstiller. Det taler om karriereskift, om et projekt, man opgiver efter stor indsats, om en virksomhed, man forlader for at søge noget mere meningsfuldt. Ved et spørgsmål om at blive eller gå hælder det mod at gå – men det beder om, at afgangen er forberedt, med stav og ikke tomhændet.

Hvad angår penge, kan det pege på, at man giver afkald på en vis sikkerhed til gengæld for frihed eller mening: at tjene mindre for at leve bedre, at slippe en investering, der ikke betaler sig. Omvendt advarer det mod at blive et sted kun for lønnens skyld, indtil den indre pris bliver større end gevinsten, eller mod at gå uden at have tænkt over, hvad der kommer bagefter.

Otte i Bægre i helbred og trivsel

Ved spørgsmål om trivsel taler Otte i Bægre om følelsesmæssig træthed og om behovet for at trække sig fra det, der slider: et miljø, en rutine, et konstant krav. Det kan antyde tilbagetrækning, hvile, tid alene, en rejse for at få luftforandring. Kortene erstatter ingen form for sundhedsbehandling: her, som ved ethvert kort, taler læsningen om holdning og tendens, ikke om diagnose.

Otte i Bægre i det spirituelle liv

På den indre vej er Otte i Bægre kortet for den, der forlader de færdige svar for at søge sine egne. Det kan være at trække sig fra en praksis, en gruppe eller en tro, der ikke længere taler til en; det kan være begyndelsen på en mere ensom og mere sand søgen. Månen over havet minder om, at man i denne fase går mere efter intuitionen end efter vished, og at det ikke er en fejl ved vejen: det er dens natur.

Otte i Bægre som råd

Som råd siger Otte i Bægre: bliv ikke af vane. Hvis det ikke længere nærer dig, har du ret til at gå – uden drama, uden at give nogen skylden, uden at ødelægge det, der bliver tilbage. Det siger også: gå med omtanke. Tag staven med, vælg tidspunktet, og se fremad, når du har besluttet dig. Og accepter, at det at gå er et tab, selv når det er den rigtige beslutning.

Otte i Bægre i oplægningens positioner

I fortiden

Et opbrud, der ændrede alt: et forhold, et hjem eller et arbejde, man forlod, og hvis tomrum man stadig mærker – eller hvis frihed man stadig er taknemmelig for.

I nutiden

Man er ved at trække sig fra noget, eller ved allerede, at man må gøre det. Øjeblikket handler om at give slip.

I fremtiden

En udvej på vej: det, der i dag stadig binder, vil holde op med at binde.

Som forhindring

Svært ved at give slip, eller tværtimod tilbøjeligheden til at gå fra alt, før man har givet det tid.

Som udfald

Sagen løses ved at gå. Det er ikke enden på søgen: det er begyndelsen på en ny.

Numerologi og korrespondancer

Otte er tallet for arbejde og bevægelse: det, der kommer i gang, hånden, der gentager. I Bægre – Vandets farve, følelsernes og båndenes –, er den bevægelse selve følelsens, der holder op med at stå stille samme sted og begiver sig ud på vejen. Efter Syv, hvor man drømmer alene foran mange bægre, er Otte det virkelige skridt: at holde op med at vælge mellem illusioner og gå.

I Golden Dawn svarer kortet til Saturn i Fiskene. Saturn er planeten for grænser, tid og tingenes afslutning; Fiskene er det mest åbne og diffuse vandtegn, opløsningens tegn og søgen efter det, der ligger hinsides. Sammen beskriver de scenen godt: en grænse, der når følelsen, en struktur, man slipper for at følge noget, der endnu ikke har form.

Kombinationer med andre kort

• Eneboeren — En tilbagetrækning indad: tid alene, søgen efter mening, frivillig afstand til støjen.
• Døden — En ægte og erkendt afslutning: det, man forlader, kommer ikke igen, og vejen bliver fri.
• Månen — At gå uden helt at se hvorhen; stol på intuitionen, men vær på vagt over for vejens illusioner.
• Seks i Sværd — En flytning til et nyt hus, en ny by eller et nyt land: overfarten til roligere egne.
• Ti i Bægre — At forlade en harmoni, der kun fandtes på billedet; eller at flytte hjemmefra for at bygge sit eget.
• Fem i Bægre — Efter sorgen, beslutningen om at gå videre: det tabte bliver tilbage, og det, der er tilbage, går med.
• Syv i Bægre — At slippe illusionerne og de endeløse muligheder for at gå efter én ting.
• Otte i Pentakler — At skifte fag: at forlade et arbejde for at lære et andet med mere mening.
• Stjernen — Et opbrud, der bringer håb: den nye vej er lysere, end den ser ud.
• Fire i Sværd — At standse, før man går: hvile, tænke og forberede afgangen.
• Seks i Bægre — Tilbagevenden til en person eller et sted fra fortiden – eller behovet for at lade nostalgien bag sig.